Verdens måske bedste håndboldspiller, Bojana Popovic, er mildest talt rasende efter det fredag blev til et nederlag for hende og Montenegro mod Norge på 27-28.
Ikke så meget fordi selve kampen blev tabt, men fordi holdene konkurrerede på ulige vilkår.
"De var ikke så gode, men de scorer mange mål. Jeg synes til gengæld, vi er gode, for det er svært at spille med kun fem markspillere gennem næsten hele kampen, mens Norge har otte," lyder det spydigt fra Popovic overfor norsk TV 2 Sporten, med henvisning til at de to dommere må have været med på Norges hold.
"Jeg fatter ikke hvad det er, de dømmer for i starten. Vi får både straffekast og to-minutters udvisninger imod os, som jeg ikke er vant til. Vi taber kun med et mål. Det må jeg være tilfreds under de omstændigheder," fortsætter den tidligere Slagelse- og Viborg-profil.