Verdensmesterskabet 2011 i Brasilien blev en kæmpetriumf for dansk kvindehåndbold.
Målsætningen om at opnå en olympisk kvalifikationsmulighed blev ikke bare opnået, nej den blev ganget med, jeg ved ikke hvor meget, for fjerdepladsen berettiger Christina Pedersen og co. til at afvikle kvalifikationsturneringen på hjemmebane, hvor modstanderne bliver Rusland, Den Dominikanske Republik og nummer to ved de afrikanske mesterskaber.
Fra den pulje skal to hold videre, og jeg tør godt allerede nu give Rusland og Danmark den absolutte favoritværdighed.
Med andre ord: Jan Pytlick og hans piger får den ultimative sportslige oplevelse, når de deltager ved olympiaden 2012 i London.
Jeg skrev før denne slutrunde, at det ville være en falliterklæring for kvindehåndboldens niveau, hvis Danmark - med de enorme personaleproblemer, der på et tidspunkt nærmede sig det groteske - kunne spille sig i en kvartfinale endsige en semifinale, og det står jeg gerne ved.
Niveauet ved dette VM har været under standard. Veletablerede nationer som Rumænien, Tyskland, Kroatien, Montenegro og Korea har slet ikke ramt det forventede niveau. Til gengæld har der været spændende bekendtskaber i form af de brasilianske arrangører, Angola og ikke at forglemme Island.
Det fjerner dog ikke det generelle indtryk, at spillet indeholder FOR mange fejl, og statistikkerne vil i den kommende periode kunne fremkomme med hæslige tal, der vil fastslå et VM, der aldrig har indeholdt så mange fejl.
Og ja - jeg ved udmærket, at statistik har fanden skabt, og at der er mange forskellige typer af fejl. For at der ikke skal være tvivl, taler jeg om de uprovokerede fejl, og det er simpelthen et område kvindehåndbolden er nødt til at tage alvorligt, hvis det igen skal have alle interessenters respekt.
At Danmark faldt fra mod slutningen var en skam, men vi er også nødt til at erkende, at spillet - for kvindernes vedkommende - i højere og højere grad lægger flere og flere fysiske dimensioner ind, og det er et faktum både klubberne og landsholdsledelsen må tage alvorligt.
Danmark lever stadig godt af en formidabel håndboldkultur, hvor vore spillere er teknisk og taktisk dygtige. Derfor ryster det mig også, at de danske spillere ikke formåede at spille en bare nogenlunde kvalificeret kontrafase mod et spansk hold - og for den sags skyld i semifinalen mod Frankrig - der konstant gav vore piger muligheden for at spille i det, jeg kalder "store" overtal.
Forklaringen kan kun være, at både de fysiske og mentale ressourcer var opbrugt, og derfor er der kun at glæde sig over, at den tilstand ikke indtraf før.
Jeg har netop overværet finalen mellem Norge og Frankrig og glæder mig over, at det blev dette VMs bedste kamp overhovedet.
Det er rart, at det sidste indtryk blev så godt. Især i første halvleg præsenterede nordmændene ikke bare kombinationshåndbold på højniveau, men også individuelle færdigheder, der kun kan gøre en håndboldmand glad.
At det allermeste også lykkedes for dansk kvindehåndbold betyder, at det må blive en fantastisk jul og et inspirerende nytår med drømmen om OL mere intakt, end nogen kunne have turdet håbe på.